Starup Sogn

Sct. Hans 2019

Der var stort fremmøde på pladsen foran kirken – til gymnastikopvisning, pandekager, båltale, musik og stort bål.

Og vi var igen heldige med vejret.

Vi takker for opbakningen.

VoxVærk og Ladies Night i Starup Kirke den 6. juni 2019

I en næsten fuld besat kirke var der sæsonafslutning for det lokale kor VoxVærk, som havde fået opbakning af pigebandet Ladies Night.

Fortrinsvis dansk rytmisk musik blev veloplagt og engageret fortolket med korsang og solopræstationer. Igen gik vi en oplevelse rigere hjem, og vi håber på et gensyn næste år.

ACAVOCA i Starup Kirke 14. maj 2019

Tirsdag den 14. maj havde vi i kirken besøg af endnu et fremragende kor.

Det lokale A capellakor ACAVOCA gav en fin koncert med deres egne ”moderne” fortolkninger af danske og udenlandske sange.

Endnu en aften fuld af vellyd.

12. maj 2019 - afsked med Jørgen Kappel Hansen

Den 12. maj 2019 tog vi afsked med sognepræst gennem 22 år, Jørgen Kappel Hansen.

Den sidste gudstjeneste var krydret med sækkepibe, der spillede Amazing Grace og Highland Cathedral.

Herefter var menighedsrådet vært ved en reception i sognehuset, hvor der var fine taler og en dejlig buffet.

Vi siger held og lykke fremover til Jørgen Kappel Hansen og fru Margaret.

Karsten Holm og Cash-trioen 2. maj 2019

Karsten Holm og Cash-trioen gæstede Starup Kirke og leverede en meget veloplagt og fin koncert.

Igen en stor oplevelse for orkester og publikum.

Konfirmation 28. april 2010

”Specialchauffører” og forventningsfulde venner, familie og bekendte venter på at modtage de nye og glade konfirmander.

Haderslev Drengekor i kirken den 26. marts 2019.

Haderslev Drengekor gav koncert i Sdr. Starup kirke tirsdag den 26. marts 2019.
Dirigent var domorganist Henrik Skærbæk Jespersen og ved orglet sad Kristian Lumholdt.
Der var fuldt hus i kirken og stor begejstring for koncerten, der bl.a. indeholdt værker af Gade, Weise, Purcell og Carl Nielsen.
Det var en sublim oplevelse at opleve drengene, der med sikker hånd blev ledet af domorganisten.
Også Kristian Lumholdt gav et flot solonummer.
Der var en fantastisk stemning i kirken og stort bifald fra publikum.

Sigurd og Eskild den 19. marts 2019

Sigurd og Eskild gav prøver på nye tekster til kendte samlemelodier. – startende med munkene i middelalderen, hvis latinske ”sang” ikke rigtigt forstod, men det blev der ændret på med nudanske tekster.

De to kompetente musikere blev fornemt bakket op af et kor bestående af skolens to fjerde- klasser.  

Godt humør – en god gang humor og alvor, og så var den søndag eftermiddag reddet.

Die Herren den 21. februar 2019

Die Herrens genbesøg i en udsolgt Starup Kirkes blev også denne gang en stor oplevelse med et veloplagt orkester og et meget medlevende publikum.

Igen må vi sige: Tak for opbakningen.

Daniel Hansen i Sognehuset 11. december 2018

Tirsdag den 11. december blev vi vidner til et meget spændende foredrag af eventyreren Daniel Hansen, der i dag bor i Årøsund.

13.000 kilometer fra Haderslev til Sydafrika.

Ikke en tur for tøsedrenge, 9 måneder på cykel og en mængde oplevelser rigere.

Vi fik lov til at få del i nogle af oplevelserne, og vi kan måske se frem til flere foredrag, når Daniel kommer hjem fra sit næste eventyr.

100 år efter våbenhvilen der afsluttede 1. Verdenskrig

Også i Starup kirke mindedes vi afslutningen på 1. Verdenskrig, og de 24 faldne unge mennesker fra vort sogn blev mindet med krans og stilhed foran mindepladen i kirken.

Og som det ses deltog også de lokale spejdere i højtideligheden.

Tak til Henriette Öberg for initiativet.

Navnene kan ses ved at klikke her.

Willy Egemose i Sognehuset 7. november 2018

Organist, pianist og komponist Willy Egmose på besøg i Starup sognehus den 7. november, hvor han fortalte om nye og gamle salmer. Om jazz og sang.

Desuden blev der spillet flere dejlige klaverstykker for os og forsamlingen sang en række salmer, både nye og gamle.

En dejlig aften.

Rasmus Lyberth i Starup Kirke 23. oktober 2018

En fantastisk koncert med Rasmus Lyberth i Starup kirke. Poetisk, melodisk, kraftfuldt, eksplosivt, lyrisk - ja der var det hele i en propfuld kirke. Der var stor begejstring blandt publikum og Rasmus var fuldstændig udmattet efter koncerten. I det hele taget en minderig aften. Her en håndfuld billeder med indtryk fra aftenen.

En hyggelig koncertaften i Sognehuset 20. september 2018

En dejlig aften i sognehuset den 20 september med pianist Julia Tabakova der er født og opvokset i Ukraine og uddannet på konservatoriet i Kiev og tenoren Troels Pedersen der er privat uddannet sanger i Danmark og i Italien. Troels har afholdt koncerter i hele landet med anerkendte musikere også med egne kompositioner og tekster

Skolebørn møder Arendt i Kirken 18. september 2018

En forrygende formiddag i Sdr. Starup kirke den 18. september, hvor Betty og Peter Arendt kom på besøg med deres musikalske historier. Børnene fra 0.,1. og 2. klasse på Starup Skole var inviteret og der var en fantastisk stemning.

Cohen i kirken 6. september 2018

Torsdag den 6. september havde vi igen ”fint” besøg i kirken.

Næsten 200 gæster fulgte koncerten med Karsten Holm og Cohen-trioen Cohen i kirken – en poetisk koncertfortælling med elektriske og akustiske fortolkninger af Leonard Cohens tekster og musik.

En fremragende koncert i en fremragende akustik.

Sct Hans 2018

Der var gang i bål og levende musik – og en glimrende båltale af Henrik Rønnow.

I samarbejde med spejderne, hallens cafeteria og gymnastikafdelingen blev det til et flot arrangement ved kirken.

Der blev talt ca. 350 deltagere – fornem opbakning fra lokalsamfundet.

Alex Bødiker i sognehuset 2. maj 2018

Onsdag den 2. maj gæstede vor lokale entertainer Alex Bødiker sognehuset med et humørfyldt foredrag om den rytmiske musiks udvikling i 50’erne og 60’erne.

En nostalgisk aften – anekdoter, billeder og lydklip.

Veloplagt foredragsholder og veloplagte deltagere – og kaffen var god.

Erik Sommer den 12. april 2018

Sammen med højskolemanden Erik Sommer fik gæsterne ved sogneaftenen i Sdr. Starup Sognehus i aften en uforglemmelig oplevelse. Først og fremmest fik publikum rørt stemmebåndene og sunget en god række sange fra højskolesangbogen. Ind mellem sangene fortalte Erik Sommer om baggrunden for Højskolesangbogen og præsenterede en god række oplysende og morsomme portrætter om sangenes forfattere. I pausen under kaffen gik snakken godt og der var stadig gang i stemmebåndende til sidste halvdel af arrangementet. Vi sluttede naturligvis af med "Du som har tændt millioner af stjerner", hvor Erik Sommer som bekendt har komponeret melodien.

Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os.

Torsdagskoncert den 5. april 2018:

Blues-guitaristen H.P. Lange gæstede sammen med sangeren James Loveless og Niels Bonefaas (banjo og violin) Starup Kirke

Med blues, folk og spirituals. En ny og spændende oplevelse for de deltagende, der lystigt sang med på bl.a. ”This Little light of mine”.

Vi lod lyset skinne denne torsdag aften. Et genbesøg er muligt – måske i 2019.

Stefan og Sjøgren i Kirken 20. marts 2018

En minderig aften i Sdr. Starup Kirke med Stefan og Kim, der gav de mange fremmødte en oplevelse, der vil blive husket længe. Fantastisk hvad den unge Stefan formår på en violin. Samspillet mellem de to solister var enestående og de afsluttede koncerten med den sprudlende Trædballehus-polka.

cookie information